Nyt fra DLO - Strejke/ lock out

Onsdag d. 7. marts 2018

For selvejende daginstitutioner har BUPL og FOA varslet strejke fra 4. april. KL har varslet lockout fra 10. april gældende for alle forbundenes medlemmer. Forligskvinden har udsat konflikten i 14 dage, hvorfor den tidligst kan starte onsdag den 18. april. 

 

Her kan du se oversigten over, hvilke områder, BUPL har udtaget til strejke. FOAs strejkevarsel med oversigt over relevante områder er her.  Varslerne er her. 

 

Både ledere og medarbejdere er omfattet. Hvis man som leder eller medarbejder har brug for vejledning om, hvordan man skal forholde sig skal man henvende sig til den lokale afdeling af sit forbund

 

Bestyrelsesmedlemmer i selvejende daginstitutioner skal i første omgang rådføre sig med den kommunale forvaltning om, hvordan man skal forholde sig. Fordi institutionens forpligtelser overfor børn og forældre følger af driftsoverenskomsten med kommunen er det afgørende at høre kommunens vurdering af, hvordan institutionen skal forholde sig i forhold til hhv. streje/lock out.

 

DLO anbefaler, at bestyrelsen og lederen vurderer, hvor mange medarbejdere vil være konfliktramt og hvorvidt det med de resterende ressourcer er muligt at varetage en forsvarlig pasning af børn, og i givet fald hvor mange børn institutionen kan modtage. Der kan fx laves en rotationsordning, så et mindre antal børn modtages på skift. Institutionen vil være forpligtet til at passe så mange børn, som det er forsvarligt med de medarbejderressourcer, der er til rådighed. Her indgår også muligheden for at få supervision af en ansvarlig leder. DLO anbefaler, at bestyrelsen eller leder herefter straks orienterer den kommunale forvaltninger om vurderingen og planen for konfliktperioden, samt udbeder sig forvaltningens eventuelle kommentarer til vurdering og plan.   

 

Private daginstitutioner har deres egen overenskomst og er ikke omfattet af konfliktvarslerne.