Nyt fra DLO - PRIVATE DAGINSTITUTIONER ER OFTE DREVET AF DYGTIGE ILDSJÆLE

Onsdag d. 5. februar 2020

 

PRIVATE DAGINSTITUTIONER ER OFTE DREVET AF DYGTIGE ILDSJÆLE

 

Det er ramt ved siden af og uden hold i virkeligheden, når Jacob Mark vil lukke private daginstitutioner, der kan trække overskud ud. Det mener Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO. Sekretariatschef Tanja Krabbe forklarer:

 

Langt de fleste af de 577 ”private daginstitutioner” der eksisterer i dag, er i virkeligheden selvejende non-profit. Omkring 90% ud af de 577 institutioner kan derfor slet ikke tjene penge, fortæller Tanja Krabbe.  Hun fortæller videre: 

 

- Private daginstitutioner er ofte drevet af ildsjæle, der brænder for at lave gode børnehaver og vuggestuer. Når vi spørger dem, hvorfor de valgte at starte børnehaven som en privat virksomhed, er begrundelsen ofte helt lavpraktisk: For at starte en privat børnehave, skal man stille en ’driftsgaranti’, en sikkerhedsstillelse på flere hundrede tusinde kr. Det beløb kan mange bedst skaffe ved at kautionere personligt, fx ved at tage lån i huset. De er først og fremmest engagerede pædagoger og har ikke interesseret sig for at lave vedtægter og den slags. De vil bare i gang, fortæller Tanja Krabbe

 

- I øvrigt tjener de fleste kun ind, hvad der svarer til en beskeden løn til ejerne. Så myten om at man tjener mange penge på børnene holder i langt de fleste tilfælde ikke, siger Tanja Krabbe

 

Private daginstitutioner, der kan trække overskud ud, har i virkeligheden intet med minimumsnormeringer at gøre, siger man i DLO:

 

- Børnehaver og vuggestuer skal vurderes på den pædagogiske kvalitet, de leverer. Det kan kontrollere når de får tilsyn, og alle private daginstitutioner får jo tilsyn  på linje med de offentlige institutioner. Nogle af dem endda skrappere, siger Tanja Krabbe. 

 

- Man kan sagtens skrue minimumsnormeringerne sådan sammen, at hver enkelt institution er forpligtet til at levere bestemte normeringer - uden, at man behøver at røre ved en driftsform der fungerer godt som den er. Og så kan man jo se på forældretilfredsheden og medarbejdertilfredsheden, peger Tanja Krabbe på.

 

- Vi mangler daginstitutionspladser i Danmark – det er da skørt at sætte nye barrierer op for alle de lokale ildsjæle, der vil lave gode hverdagsfælleskaber for børn, slutter Tanja Krabbe.

 

Kontakt: 

 

Tanja Krabbe 93399065 / tanja@dlo.dk