Nyt fra DLO - DLO søger studentermedhjælp

Fredag d. 24. september 2021

 

Har du flair for tal og elsker du at systematisere? Er du analytisk stærk og løsningsparat, og har du lyst til at være med til at udvikle DLOs støtte til daginstitutioner i hele landet? Så er du måske DLOs nye studentermedhjælp.

 

Du opfordres til at søge stillingen med det samme, da vi holder samtaler løbende.

 

Opgaverne består i bistand til vores lille sekretariat med at servicere DLOs mange medlemmer, som er selvejende og private børnehaver og vuggestuer, og deres paraplyorganisationer. Det betyder især:

 

¤Opdatering af DLO medlems- og kundedatabase, standardbesvarelse af mails og andre administrative opgaver. 
¤Fakturering 
¤Forefaldende praktiske opgaver, fx i form af mødeafrydning, lettere rengøring samt pakning af medlemsblad og andet post.
¤Efter evner kan du også få research- og analyse samt formidlingsopgaver.

 

Du er:

¤Studerende i gang med bachelor eller en student, der venter på at blive optaget, og søger studierelevant erhvervserfaring (til fx statskundskab, politik og administration, CBS eller kommunikationsstudier).
¤Udpræget systematisk, kan håndtere mange opgaver samtidig og evner at arbejde selvstændigt.
¤Serviceminded og indstillet på at indgå konstruktivt i et travlt og trangt sekretariat.
¤Stærk på IT og kan let lære at navigere i en medlemsdatabase (C5) og office pakken.  
¤Hvis du har kendskab til erfaring med research og statistik er det en fordel, ligesom du gerne må være interesseret i politisk interessevaretagelse og motiveres af at bidrage til en god sag.

 

Vi er:

Daginstitutionernes Lands-Organisation, DLO, er en interesseorganisation for børnehaver og vuggestuer. Vi er et lille sekretariat, der løser en bred vifte af opgaver fra politisk interessevaretagelse over rådgivning til afholdelse af kurser og udgivelse af et medlemsblad. Vi er midt i en udviklingsproces, hvor der er mulighed for at bidrage med idéer til effektivisering og forbedring. Vi har højt til loftet og er fleksible ved eksamenslæsning.

 

Sekretariatet er beliggende i en Kontorhotel i Valby, der bebos af en række små og innovative virksomheder. Ugentlig arbejdstid er ca. 5-8 timer og kan variere efter aftale.

 

Send en ansøgning senest den 24. oktober 2021 til sekretariatschef Tanja Krabbe på dlo@dlo.dk. Vi holder samtaler løbende, så en hurtig ansøgning er en fordel.