Nyt fra DLO - Bedre tilskudsberegning for private dagtilbud i Regeringens finanslovsudspil

Tirsdag d. 2. september 2025


I fredags præsenterede Regeringen sit finanslovsforslag. DLO har været i dialog med politikere, samarbejdspartnere, medlemsorganisationer, og Børne- og Undervisningsministeriet for at få mere baggrundsviden og samtidig både forklaret tiltagenes betydning i forhold til institutionernes behov og hvilke tiltag der fortsat mangler. Dialogen fortsætter i forhold til de kommende finanslovsforhandlinger . 

 

Her er de dele af finanslovsforslaget, der får betydning for private og selvejende daginstitutioner:

 

1.100 mio. kr. årligt til mere ledelse og mere pædagogisk personale i daginstitutioner. De pædagogiske ledere udgår af opgørelsen af minimumsnormeringer, og dermed skal der ansættes ca. 1360 pædagogisk personale yderligere for at leve op til lovkrav om minimumsnormeringer. 400 mio. kr. årligt til at nedsætte forældrebetaling i dagtilbud yderligere. Det betyder samlet set, at den maksimale forældrebetalingsandel i dagtilbud nedsættes fra 25 pct. til 21,3 pct.

 

Disse to tiltag betyder, at

=>både selvejende og private daginstitutioner får en bedre driftsøkonomi, for selvejende i kraft af de tilførte personaleressourcer, og for private fordi driftstilskuddet øges når nettodriftsudgifterne i det kommunale øges (afledt af begge bullets ovenfor).                         

=>private kan rammes skævt ved at lederen tages ud af minimumsnormeringerne, fordi private daginstitutioner typisk er mindre og derfor på baggrund af færre børn skal kompensere for de 85% af lederens tid, der før talte med.

 

40 millioner kroner til justering af tilskudsberegningsgrundlag for privatinstitutioner. Fremadrettet skal der i kommunernes beregning af tilskud til privatinstitutioner tages højde for værdien af den skattemæssige værdi af standardfradraget for kommunale dagplejere i beregningsgrundlaget for tilskud ud over de eksisterende kommunale nettodriftsudgifter til dagpleje.

 

Dette tiltag betyder, at 

Privatinstitutioner fremover vil få et højere tilskud, nærmere niveauet de kommunale nettodriftsudgifter. Dette tiltag på finansloven er klart den bedste nyhed for privateog direkte resultat af DLOs arbejde over især de sidste to år, og intensiveret med DLOs kampagne og analyserapporten fra MBC. DLO har arbejdet for at tilskuddet skulle være 1:1 det samme som i kommunale, og ifølge vores beregninger har vi fået noget over halvdelen, måske lidt mere, på driftstilskuddet. DLO har samtidig som I ved også arbejdet for bedre bygningstilskud og for administrationstilskud, men den største problematik ligger klart i driftstilskuddet. Derfor er vi også nu i gang med arbejde videre for yderligere kompensation. 

 

Andre tiltag, som også er relevante er:

 

5 millioner kroner til gennemsigtighed i beregning af tilskud til daginstitutioner, hvor kommunerne forpligtes til at offentliggøre de beregninger, som ligger til grund for beregningen af tilskud til privatinstitutioner og selvejende daginstitutioner.

 

Dette tiltag betyder,

Institutioner i samarbejde med forældre, DLO og eventuelt paraplyer bedre kan dykke ned i kommunernes beregninger og kontrollere, om tilskud er korrekte. DLO er i tæt dialog med ministeriet og igangværende og mulige flere tjek af beregninger. DLO arbejder samtidig på at få et mere aktivt tjek af beregningerne direkte i dialog med kommunerne.

 

5 millioner kroner til bedre oplysning til børnefamilier om tilskudsviften, hvor kommunerne forpligtes til aktivt at oplyse forældre om tilbudsviften i hele kommunen med henblik på at udbrede kendskab til de forskellige tilbudstyper.

 

Dette tiltag betyder,

Forældrene skal have opsøgende information fx på mail eller andet om private dagtilbud, så kommunen ikke kun informerer på hjemmeside mv. 

 

25 millioner kroner i 2026 og 20 millioner kroner årligt i 2027-29 til opkvalificeringspulje målrettet private pasningsordninger og privatinstitutioner med henblik på at styrke kompetenceudviklingen af pædagogisk personale i privatinstitutioner og private pasningsordninger.

 

Dette tiltag betyder,

Private daginstitutioner får en ekstra adgang til at søge midler til opkvalificering. Der har været et politisk ønske om at stille private daginstitutioner bedre.  

 

  • 6 millioner kroner årligt til at videreføre og udvide kvalitetsundersøgelser i dagtilbud. Undersøgelser skal gennemføres hvert fjerde år og også omfatte selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner.

 

Dette tiltag betyder,

at kvalitetsundersøgelsen fremover også gælder selvejende og private daginstitutioner, sådan som DLO har arbejdet for.

 

Læs også her: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2025/aug/250829-se-hele-regeringens-boernepakke

 

DLO regner nu videre på, hvor langt de nye tiltag fører os hen i forhold til at stille børn i private daginstitutioner på samme niveau som børn i kommunale daginstitutioner.