Nyt fra DLO - Spørgsmål og svar: Hvad betyder folketingsvalget for finansloven for 2026?
Onsdag d. 8. april 2026
DLO er i den seneste tid, efter udskrivelsen af folketingsvalget, blevet kontaktet af mange medlemmer med spørgsmål om, hvad det har af betydning for de forslag og forbedringer, der blev fremsat i finansloven for 2026.
Derfor har vi samlet svar på de mest stillede spørgsmål, som du kan læse her:
Hvad sker med forslagene i finansloven i 2026?
Når der udskrives valg, bortfalder de love, der endnu ikke er vedtaget. De dele af finansloven, som kræver et egentligt lovgrundlag, er dermed ikke endeligt gennemført. Det betyder konkret, at det er op til den kommende regering at beslutte, om de vil fremsætte forslagene på ny. Dette var tilfældet, da der blev udskrevet valg i marts måned, fordi flere forslag ikke nåede til afstemning. Derfor ved vi på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed, om alle dele af finansloven reelt gennemføres.
Hvilke dele af finansloven forventes at gennemføres?
Kommunerne har allerede i januar modtaget finansiering til den del af finanslovens Børnepakke, der handler om at nedsætte forældrebetalingen fra 25 til 21,3 pct. samt til at ansætte mere pædagogisk personale i 2026. Derfor forventer DLO, at disse forslag gennemføres.
Det betyder samtidigt, at tilskuddene til de private daginstitutioner og private pasningsordninger skal hæves tilsvarende med, at forældrebetalingen nedsættes.
Hvilke forslag er endnu usikkert, om de bliver til virkelighed?
Flere forslag nåede ikke at blive behandlet, og er derfor stadig usikre. Det drejer sig blandt andet om:
- De 40 mio. kr., der blev afsat til at forbedre tilskuddet til private daginstitutioner.
- Forslaget om at forhøje standardfradraget til dagplejere og private pasningsordninger fra 60 til 65 pct.
- Forslaget om et økonomisk fripladstilskud til private pasningsordninger, der skal nedbringe forældrebetalingen.
- Den afsatte pulje på 25 mio. til opkvalificering af personale i private daginstitutioner og private pasningsordninger, er bortfaldet.
Om disse forslag når til afstemning, afhænger af den kommende regerings prioriteringer. DLO følger forhandlingerne og udviklingen tæt, og holder jer opdaterede, så snart der er nyt.
