KOMMUNALVALG Spørgsmål til din kommune om selvejende og private daginstitutioner
Bæredygtige børnehaver og vuggestuer med mest lokalt ejerskab kræver politisk fokus
Din kommune har ansvaret for en række kommunale daginstitutioner. I din kommune er der også selvejende daginstitutioner, som ejer sig selv, men som har en kontrakt (driftsoverenskomst) med kommunen. Og så er der daginstitutioner, der er godkendt som ’private’ daginstitutioner. De skal alle leve op til samme kvalitetskriterier og får samme tilsyn.
Hvis børn og forældre også fremover skal have glæde af selvejende og private daginstitutioner i din kommune, skal der lægges et vigtigt politisk arbejde i at sikre institutionerne bæredygtige driftsvilkår.
Som lokalpolitiker kan du være ambassadør for selvejende private daginstitutioner med følgende fokuspunkter og som engageret forælder kan du også stille spørgsmålene til politikere, fx i den kommende kommunale valgkamp:
HAR DE SELVEJENDE INSTITUTIONER EN RIMELIG DRIFTSOVERENKOMST?
- Har de selvejende daginstitutioner en rimelig kontrakt, som bygger på respekt for det lokale ejerskab, og hvor institutionerne har mulighed for at udleve deres særkende og værdier, har reelt lederskab i forhold til deres personale? Er antal pladser forhandlet rimeligt med institutionen, er der plads til vippenormering?
- Tager samarbejdet med de selvejende institutioner behørig højde for, at den selvejende institutioner er en selvstændig juridisk enhed, herunder at det er bestyrelsen i den selvejende institution, som er arbejdsgiver, økonomisk ansvarlig og ansvarlig for den pædagogiske retning og kvalitet?
- Er mængden af administrative krav rimelige i betragtning af institutionen ejer sig selv?
- Har de selvejende institutioner reelt mulighed for at vedligeholde deres bygninger? Kan der opnås bevilling eller optages lån til nødvendige udgifter?
- Har institutionen mulighed for at hjemtage sin administration som den har ret til efter loven? Får den i givet fald et rimeligt tilskud til varetagelse af de administrative opgaver?
HAR DE PRIVATE DAGINSTITUTIONER RIMELIGE DRIFTSVILKÅR?
- Er din kommunes kriterier for godkendelse som privat leverandør saglige og tilgængelige på kommunens hjemmeside? Har din kommunesikret en smidig og effektiv sagsbehandling ved godkendelse af private daginstitutioner?
- Er driftstilskuddet retvisende? Er alle kommunens udgifter taget med i beregning af de privates driftstilskud? Indgår dagplejen i beregningsgrundlaget for tilskud til vuggestuebørn i din kommune?
- Reguleres tilskuddet ved merudgifter i løbet af året? Hvor meget har kommunen givet i merbevillling oven i oprindeligt budget til kommunale eller selvejende daginstitutioner de seneste 5 år og i hvilket omfang er tilskud til private daginstitutioner genberegnet på den baggrund for hvert af årene i samme periode?
- Hvor meget trækkes fra i støttepædagogudgifter inden beregning af driftstilskud til private daginstitutioner og hvilke aktiviteter angår disse udgifter? Hvor stor en andel af disse udgifter angår personale, der indgår i kommunens normeringsopgørelse?
- Har børn i private daginstitutioner samme adgang til bevilling af særlig støtte som børn i kommunale institutioner? Hvor stor en andel af omtalte støtteudgifter er bevilget til børn i private daginstitutioner, og hvor stor en andel udgør børn i private daginstitutioner tilsvarende ud af samtlige af kommunens børn i daginstitutioner? (Bemærk at Evalueringsinstituttet EVA har fastslået, at støttebehovet for børn er det samme uanset driftsform for institutionen).
- Hvor meget bruger kommunen selv på ejendomsrelaterede udgifter pr. barn i de kommunale daginstitutioner og hvordan er forholdet mellem dette beløb og bygningstilskud til de private daginstitutioner?
- Ved forhandling om ændret administrationstilskud: Hvor stor en procent udgør kommunens udgifter til overhead og administration fraregnet pladsanvisning til de kommunale daginstitutioner? Indgår fx direkte og afledte personaleudgifter som fx efteruddannelse, IT udstyr, IT systemer, inventar til administrativt personale, ejendomsadministration, brandtilsyn mv. i disse udgifter? Hvilke af disse udgifter konteres under andre forvaltninger? Hvor stor en andel af udgifter, herunder afledte udgifter til personale ansat på rådhuset kan siges at gå til dagtilbudsområdet?
BLIVER TILSYNET UDFØRT PÅ SAMME VIS UANSET DRIFTSFORM?
- Kommunen fører tilsyn med kommunens egne daginstitutioner og med de selvejende og private daginstitutioner, som i år med faldende børnetal kan blive anset som ’konkurrenter’ til de kommunale dagtilbud. Hvordan sikrer kommunen, at tilsynet sker med ens tilgang for alle driftsformer?
- Hvordan sikrer kommunen, at tilsyn sker med respekt for metodefrihed, så man ikke reelt kræver at den enkelte daginstitution skal bruge kommunens koncepter for en bestemt måde at tilgå pædagogisk kvalitet?