Fair tilskud til private daginstitutioner


DLO har foretaget en beregning på tværs af landet, der viser hvor store forskelle, der er i tilskud til private vuggestuer. Særligt i landdistrikterne presses de private vuggestuer måned for måned på økonomien. Det harmonerer dårligt med Regeringens ønske om flere private velfærdsleverandører.


DLO’s beregning viser, at i de 20 kommuner, hvor forskellen er størst, oplever private vuggestuer en forskel i tilskud på over 1.000 kr. pr. måned pr. barn. Dette betyder, at forældrepar, der vælger en privat vuggestue, betaler over 1.000 kr. mere om måneden for, at barnet skal have de samme økonomiske rammer for hverdagen som i en kommunal vuggestue. Nogle steder kan denne forskel endda være op til 2.000 kr. mere pr. måned pr. barn.

 

Uligheder på tværs af landet
Da der er flere dagplejere i landdistrikterne, er der en geografisk skævhed i mulighederne for at drive private daginstitutioner.
Tanja Krabbe, der er sekretariatschef i Daginstitutionernes Lands-Organisation påpeger, ”Der er stor forskel på, hvor meget de private vuggestuer presses rundt omkring i landet. Nogle kommuner på Sjælland giver for eksempel mere ligelige tilskud til de private institutioner end mange kommuner på Fyn og i Jylland, hvilket resulterer i en ulig konkurrence på tværs af landet.”

 

Ifølge DLO’s beregninger mangler kommuner som fx Ikast-Brande og i Faaborg-Midtfyn hhv. 1259,- kr. og 1901,- kr. pr. barn pr. måned.
Men at problemet er udbredt, ses også ved, Det er kun i 8 ud af landets 98 kommuner, at der gives det samme i tilskud til private og kommunale vuggestuer.

 

Denne ulighed fører til færre ressourcer til personale, selvom kravene til private vuggestuer er de samme som til kommunale.

 

”85 % af udgifterne i en vuggestue går til personale. Det er svært at forstå, at børn nogle vuggestuer skal have dårligere økonomisk grundvilkår for deres institutions, bare fordi deres forældre har valgt en privat daginstitution. Det er mange timer nogle steder, at der kan mangle en medhjælper på stuen” udtaler Sekretariatschef Tanja Krabbe.

 

Konsekvenser for forældrene
Forskellene i tilskud har konsekvenser for forældrene, da de kan blive tvunget til at betale mere for en privat vuggestueplads. Tanja Krabbe advarer om, at hvis der ikke skabes reel ligestilling mellem private og kommunale vuggestuer på det økonomiske felt, vil dette på sigt skubbe mod øget ulighed eller lukning af de private vuggestuer og børnehaver, hvilket vil ramme især børnefamilier i landdistrikterne hårdt.


Iværksætterånd og frivillig arbejdskraft
Private vuggestuer drives ofte af en iværksætterånd, hvor ledere, bestyrelser, forældre og lokalsamfund yder en stor frivillig indsats. Dette er nødvendigt for at balancere budgettet og sikre vuggestuernes overlevelse. Tanja Krabbe advarer om, at civilsamfundets frivillige indsats ikke er tilstrækkeligt bæredygtig. Der kan komme et tidspunkt, hvor de frivillige kræfter ikke længere er nok.


”Der er en grænse for, hvor meget lokallivet kan trække på de frivillige kræfter. Netop derfor er det væsentligt, at politikere som venstres formand Troels Lund Poulsen, der ønsker at frisætte dagtilbudsområdet, får øjnene op for den ulige konkurrence, der hersker på det her område," siger Tanja Krabbe.


Politisk løsning nødvendig
Problemet med det ulige tilskud kræver Ifølge Tanja Krabbe opmærksomhed fra politisk side for at sikre, at tilskudsmodellen revideres, så den afspejler de faktiske omkostninger ved at drive vuggestuer og dermed skabe et reelt frit valg for forældre, nu de skal vælge den ønskede institution til deres barn.

 

Den ulige tilskudsmodel skaber også mere principielt en uretfærdig konkurrencesituation mellem private og kommunale vuggestuer. Det skyldes, at det offentlige tilskud beregnes som gennemsnitsomkostningerne for pasning af alle 0-2-årige, inklusive både vuggestuebørn og dagplejebørn. Da omkostningerne ved dagpleje generelt er lavere end for vuggestuer, fører denne metode til urealistisk lave tilskud til de private vuggestuer.


Hvis Regeringens ønsker om frisættelse på dagtilbudsområdet skal realiseres, er der et presserende behov for at revurdere tilskudsmodellen, så den afspejler de faktiske omkostninger ved at drive vuggestuer.


Undersøgelsen er foretaget på baggrund af information fra Danmarks Statistik og oplysninger fra kommunerne om deres tilskud. Download: Du kan læse om baggrund og metode for undersøgelsen her (docx - 2,1 MB)